Skip til hoved indholdet
    Hjem Jeg søger som virksomhed Tilladelser fra Køge Kommune

Tilladelser fra Køge Kommune

Et arrangement kan godt kræve godkendelser fra flere afdelinger i kommunen. Nogle tilladelser gives af Vej, Park og Byrum, nogle af Byg, Plan og Miljø og nogle tilladelser skal gives af Kultur- og Idræt.

Da der er forskellige ansøgningsblanketter til de forskellige ting, skal du i nogle tilfælde udfylde flere forskellige ansøgningsblanketter til samme arrangement.

Vej, Park og Byrum

Det er Vej, Park og Byrum der giver tilladelser til at du må bruge kommunens udendørsarealer; grønne arealer, torve, pladser og vejarealer. Ligesom det også er her vi bl.a. giver parkeringsdispensationer, samt tilladelser til lukning af veje.

Låne udendørsareal

Du skal altid have en tilladelse fra Køge Kommune til at holde et arrangement på et kommunalt ejet område.

Sådan søger du

Send en digital ansøgning om tilladelse til Køge Kommune via virk.dk. Du skal bruge MitID eller ErhvervsID.

Søge om at låne kommunens areal.

Parkering og kørsel på områderne

Der må ikke parkeres privatbiler, udstyrsbiler og lignende på torve, pladser og grønne områder uden særlig tilladelse.

Almindelige torve, pladser, parkeringspladser og grønne områder kan i nogle tilfælde reserveres til udstyrsbiler mm., men kun efter aftale med Vej, Park og Byrum. Kørsel med tunge køretøjer, må ligeledes kun finde sted på grønne områder efter nærmere aftale med Vej, Park og Byrum. Der kræves at evt. skader retableres på arrangørens regning.

I ansøgningen om parkeringsdispensation skal du bl.a. angive hvilket arrangement du søger dispensation til.

Sådan søger du

Udfyld formularen Parkeringsdispensation på kommunens hjemmeside:

Søge om parkeringsdispensation.

I Køge Kommune har vi betalingsparkering i Køge Midtby. Her kan du læse mere om Parkering i Køge midtby.

Afspærringer og trafikomlægninger

Udrykningskøretøjer skal kunne komme til overalt, og borgere skal så vidt muligt kunne færdes frit.

Du skal have en tilladelse fra Køge Kommune, til at afspærre veje eller omlægge trafikken. Dette kræver en ansøgning med en skilteplan.

Hvornår skal du søge

Søg i så god tid som muligt, meget gerne 2 måneder før arrangementets afholdelse.

Op til ferieperioder anbefales 3 måneder i forvejen.

Støtte til afspærring og skilte

Arrangører af offentlige, åbne arrangementer kan søge Køge Kommune om støtte til afspærring og skiltning. Puljen udbetales udelukkende i form af arbejdstimer fra Vej, Park og Byrum til afspærring og skiltning. Beløbet kan ikke udbetales som en kontant støtteordning til brug for at betale eksterne leverandører til at udføre arbejdet. Arrangørerne skal selv betale et eventuelt ekstrabeløb for afspærring, skiltning mv.

Der kan ikke opnås støtte til andre dele af arrangementets afvikling fra denne pulje.

Læs mere om Støtte til afspærring ved særlige arrangementer.

Skilteplan

Der skal være tid til at du får udarbejdet en skilteplan, som Midt- og Vestsjællands Politi skal godkende. Skilteplan skal sendes til Vej, Park og Byrum, som kontakter Politiet herom.

Skilteplan skal bruges til at skabe overblik for alle, hvor eventuelle veje spærres og skiltningen på vejene ændres.

Du skal have et professionelt firma, som er godkendt, til at opstille afspærringsmateriel og skilte. Du skal regne med, at der er udgifter forbundet hermed.

Skal du bruge hjælp til trafikregulering under arrangementet (fx hjemmeværnsfolk), skal du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi.  

Uddannede traffic officials kan også benyttes som hjælp ved trafikregulering.

Sådan søger du

Send en digital ansøgning om tilladelse til Køge Kommune via virk.dk. Du skal bruge MitID eller ErhvervsID.

Søge om at låne vejareal.

Plan, Byg og Miljø

Det er Plan, Byg og Miljø der skal give tilladelser til musik ved udendørsarrangementer. Plan, Byg og Miljø, giver også tilladelser og godkender telte, scener, tribuner og andre konstruktioner, samt festival- og salgsområder. Plan, Byg og Miljø sørger også for at Brand og Redning får besked, så de kan gå brandsyn når det kræves.

Udendørsarrangementer med musik

Udendørs arrangementer med musik skal altid godkendes af Miljø. Vær obs på I skal udsende nabovarslinger mindst 1 uge i forvejen og at I skal foretage egenkontrol målinger af lyden under arrangementet til dokumentation af, at I overholder støjgrænsen på max. 70 dB(A) ved de nærmeste boligfacader.

Sådan søger du

Du søger ved at sende en mail til: miljoe@koege.dk mindst 4 uger før arrangementet ønskes afholdt.

Telte, scener og andre konstruktioner

Opstilling af telte, scener, storskærme osv. på offentlige arealer er omfattet af byggeloven.

Afhængig af størrelsen er der krav om enten certificering eller byggetilladelse. Det fremgår af BR18 §6b, hvilke konstruktioner og telte som kræver certificering eller byggetilladelse.

Scener over 1 meter eller scener med overdækning

Hvis der opstilles en scene, som er over 1 meter i højden og ikke er certificeret, kræver det en byggetilladelse. Hvis der er overdækning større end 50 m² over scenen som heller ikke er certificeret, kræver denne også byggetilladelse.

Som arrangør skal du ligeledes være opmærksom på, om dit transportable telt, scene, tribune, tårn eller lignende stående konstruktion, kræver byggetilladelse. 

Telte over 100 m²

Hvis et telt med offentlig adgang er over 100 m², kræves byggetilladelse eller certificering. Flere telte, hvor afstanden er mindre end 5 m i mellem, betragtes som ét telt. 

Sådan søger du byggetilladelse

Hvis du skal søge om byggetilladelse eller certificering gøres det via Byg og Miljø-portalen. Du skal bruge MitID eller ErhvervsID.

Ansøge om byggetilladelse.

Telte til 150 personer eller flere

For transportable konstruktioner, der anvendes af flere end 150 personer, skal meddelelse med oplysning om den transportable konstruktions indretning og brug, sendes til kommunalbestyrelsen senest 4 uger før, konstruktionen tages i brug.

Sådan giver du meddelelse

Meddelelse om transportabel konstruktion sendes til tmf@koege.dk.

Festival- og salgsområder

Opstilling af festival- og salgsområder til mere end 150 personer skal overholde kravene i Bygningsreglement 2018 kapitel 5. Ved ansøgning skal bl.a. oplyses placering, indretning og brug.

Hvis de præ-accepterede løsninger for midlertidige transportable forsamlingstelte, midlertidige udendørs campingområder og midlertidige udendørs salgsområder i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – brand (bilag 11) følges i sin helhed, kræves ikke byggetilladelse.

Oplysning om områdets placering, indretning og brug, jf. kapitel 5, skal være modtaget af kommunalbestyrelsen senest 4 uger før, området tages i brug.

For forsamlingstelte, som anvendes af flere end 150 personer, skal der udarbejdes en driftsjournal og en pladsfordelingsplan, og der skal være udarbejdet en brand- og evakueringsinstruks.

Hvad skal indsendes

Oplysninger om telt eller festival- og salgsområde til over 150 personer kan indeholde følgende: situationsplan, pladsfordelingsplan, certificering og evakueringsinstruks.

Der skal angives tidspunkt på, hvornår konstruktionen kan besigtiges i forbindelse med brandsyn. Køge Kommune giver besked til Beredskabet, som kan/skal forestå brandsyn.

Oplysningerne sendes til

Oplysninger skal sendes til tmf@koege.dk.

Transportable konstruktioner

BR18 § 6b

Stk. 1. Følgende transportable konstruktioner skal overholde bygningsreglementet, men kan opføres uden ansøgning om byggetilladelse:

  1. Mastesejl, parasoller og telte i 1 etage til privat brug.
  2. Mastesejl, parasoller og telte i 1 etage, der ikke er til privat brug med et samlet areal på højst 100 m2.
  3. Scener, herunder automobilscener, uanset om scenen opstilles indendørs eller udendørs, der er højst 1,0 m i højden og uden overdækning.
  4. Tribuner, herunder automobiltribuner, der er højst 1,0 m i højden, målt fra terræn til gulvhøjde og uden overdækning.
  5. Gangbroer m.v. der er højst 1,0 m over terræn og uden overdækning.
  6. Skurvogne, letvogne, containere og lignende konstruktioner med ydervægge af fast materiale, som ikke opsættes og anvendes til brug for udførelsen af et byggearbejde i tilknytning til en byggeplads. Bestemmelsen gælder, uanset om konstruktionen er på hjul eller ej. Konstruktionen må ikke anvendes til overnatning.
  7. Transportable konstruktioner, der opstilles og anvendes af Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen til deres operationer, øvelser mv.

Stk. 2. Følgende transportable konstruktioner må alene opstilles uden forudgående byggetilladelse, hvis de er certificeret i henhold til bekendtgørelse om certificeringsordning for transportable konstruktioner og ikke anvendes til overnatning:

  1. Alle telte i mere end 1 etage.
  2. Mastesejl, parasoller og telte, der ikke er til privat brug, med et samlet areal på mere end 100 m2.
  3. Transportable konstruktioner i mere end 1 etage.
  4. Scener, herunder automobilscener, der er mere end 1,0 m i højden, uanset om scenen opstilles indendørs eller udendørs.
  5. Alle overdækninger over scener, uanset scenens højde, hvis overdækning er mere end 50 m2.
  6. Tribuner, herunder automobiltribuner, der er mere end 1,0 m i højden, målt fra terræn til gulvhøjde.
  7. Alle overdækninger over tribuner, uanset tribunens højde, hvis overdækningen er mere end 50 m2.
  8. Portaler, med og uden inddækning, der udføres, placeres eller anvendes på en sådan måde, at der ved et svigt kan være risiko for væsentlig personskade.
  9. Gangbroer, der er over 1,0 m i højden, med eller uden færdsel under gangbroen, uanset om gangbroen er med eller uden overdækning.
  10. Alle overdækninger over gangbroer.
  11. Tårne, storskærme, mobilantenner, højtalertårne, skillevægge og lignende selvstående konstruktioner, der udføres, placeres eller anvendes på en sådan måde, at der ved et svigt kan være risiko for væsentlig personskade.
  12. Truss-systemer, der udføres, placeres eller anvendes på en sådan måde, at der ved svigt kan være risiko for væsentlig personskade.

Stk. 3. De transportable konstruktioner nævnt i stk. 1 og stk. 2 er omfattet af følgende krav:

  1. Byggeret i kapitel 8. Bestemmelserne i kapitel 8 gælder kun for konstruktioner, der opstilles med en varighed på over 6 uger.
  2. Adgangsforhold ved bygningen i §§ 51-54.
  3. Værn i §§ 58-60.
  4. Konstruktioner i kapitel 15. Telte med et samlet areal på højst 50 m2 er ikke omfattet af reglerne i kapitel 15.
  5. Brandforhold i kapitel 5.

Stk. 4. Stk. 2 omfatter også modulopbyggede konstruktioner, hvis udformning og størrelse medfører, at konstruktionen overstiger de i stk. 2 anførte grænser.

Stk. 5. Konstruktioner, der opstilles midlertidigt i op til 6 uger, er ikke omfattet af §§ 40, 43 og 46.

Brand og Redning

Når dit arrangement kræver opstilling af telte, scener, og andre konstruktioner, er det Plan, Byg og Miljø, der kontakter Brand og Redning, hvis de skal godkende dine konstruktioner og/eller forestå brandsyn.

Oplag af gasser, brandfarlige væsker og fyrværkeri

Hvis du skal have oplag af fx gasser, brandfarlige væsker eller fyrværkeri skal du være opmærksom på de gældende bekendtgørelser for dette.

Kultur og Idræt

Det er Kultur- og Idrætsafdelingen der skal godkende foreninger og giver tilladelse til at du kan låne indendørs lokaler og sportsanlæg.

Låne indendørs lokale

Køge Kommune har en lang række lokaler som vi udlåner. Det kan fx være lokaler på en skole, en institution eller på et sportsanlæg.

På foreningsportalen Fritidsliv Køge Kommune kan du finde og booke lokalerne.

Det er kun foreninger, der er godkendt under folkeoplysningsloven i Køge Kommune og som er oprettet i foreningsportalen der kan låne lokaler.

Sådan søger du

For at søge om at låne et indendørs lokale skal du søge via foreningsportalen, Fritidsliv Køge Kommune.

Jeres forening skal være godkendt og oprettet i Foreningsportalen, for at I kan søge.

Book et lokale på Fritidsliv.dk.

Læs evt. mere under Indendørs lokaler.

Låne sportsanlæg

Køge Kommune har en række stadions og sportsanlæg som kan lånes. Du kan enten låne hele sportsanlægget eller en enkelt bane og omklædningsrum.

Det er kun foreninger, kredse, ungdomsklubber, aftenskoler og øvrige, der er godkendt i Kultur- og Idrætsafdelingen der kan søge om at låne et udendørs anlæg. Herudover kan alle kommunens skoler og institutioner søge om at låne et udendørsanlæg og omklædningsrum på hverdage i tidsrummet kl. 8-15 til enkeltdagsarrangementer.

Køge Kommune låner ikke udendørsanlæg ud til private og til kommercielle formål.

Sådan søger du

For at søge om at låne et udendørsareal skal du søge via foreningsportalen, Fritidsliv Køge Kommune.

Jeres forening skal være godkendt og oprettet i Foreningsportalen, for at I kan søge.

Book et sportsanlæg på Fritidsliv.dk.

Læs evt. mere under Sportsanlæg.

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374

tmf@koege.dk